DEF: Ny aftale styrker erhvervsuddannelserne

Tilfredshed i Dansk El-Forbund efter et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en ny aftale for erhvervsskolerne

- I Dansk El-Forbund er vi glade for den indgåede politiske aftale om erhvervsuddannelserne. Aftalen er klart bedre end det oprindelige udspil fra regeringen, og derfor er der grund til at rose aftalepartierne for det endelige resultat.

Sådan lyder kommentaren fra næstformand i Dansk El-Forbund Benny Yssing, efter et bredt flertal i Folketinget er blevet enige om en ny aftale for erhvervsskolerne.

- Fjernelse af omprioriteringsbidrag og fastholdelse af kvalitetspuljen i 2019 giver markant bedre rammer for skolernes økonomi, og samlet betyder aftalen, at vi fortsat kan udvikle erhvervsuddannelser, som er attraktive både for lærlinge og virksomheder, siger Benny Yssing.

Han fremhæver den nye elektrikeruddannelse, som gik i luften i 2015, som et godt eksempel på en attraktiv uddannelse. Siden 2014 er antallet af indgåede uddannelsesaftaler steget med mere end 50 procent. Samtidig er der stadig flere virksomheder, der bliver godkendt som praktiksteder og dermed er klar til at tage lærlinge. 

- Udover sikring af økonomien omfatter aftalen en række spændende forslag, som forhåbentlig vil medføre, at flere vælger en erhvervsuddannelse umiddelbart efter folkeskolen. Aftalen gør det også lettere for voksne over 25 år at opnå de generelle adgangskrav til erhvervsuddannelserne, forklarer næstformanden, som er en af hovedarkitekterne bag den nye populære elektrikeruddannelse.

Ifølge Benny Yssing er det også positivt, at politikerne lægger vægt på, at skolerne opgraderer lærernes kompetencer, så de kan matche den teknologiske udvikling.