DEF-formand: TestaViva er et godt tilbud til elektrikerne

Muligheden for at oprette et juridisk gyldigt testamente, ægtepagt eller samejekontrakt og få gratis juridisk rådgivning er et godt tilbud til elektrikerne, forklarer DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen i en ny video om medlemsfordelen

Der er mange kontante fordele ved at være medlem hos Dansk El-Forbund (DEF). For eksempel billige forsikringer, gratis adgang til museer, gratis webinarer og tusindvis af rabatter og fordele med LO Plus-kortet, der også fungerer som medlemskort til DEF.

En anden af de faste medlemsfordele er muligheden for at oprette et juridisk gyldigt testamente, ægtepagt eller samejekontrakt og få fem timers gratis juridisk rådgivning oveni. Det foregår via et samarbejde mellem Arbejdernes Landsbank og onlineplatformen testaviva.dk, der giver medlemmer af LO-forbund som DEF mulighed for gratis at oprette juridiske dokumenter.

 

I en ny video fortæller forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen om medlemsfordelen testaviva.dk  

Nemt og gratis

Mange danskere tager ikke stilling til, hvad der skal ske med deres formue, når de dør eller bliver skilt. Og det er kun et fåtal af dem, der i dag har skrevet testamente eller ægtepagt. Blandt andet derfor ender hver 5. arvesag i en familiestrid. Men elektrikerne behøver ikke at være en del af den statistik, forklarer DEF-formand Jørgen Juul Rasmussen i en ny video om medlemsfordelen.

- Det er nogle komplicerede ting i ens liv, som er rigtig godt at få styr på. Og når man først lige får klikket sig ind, så er det faktisk rigtig nemt at gå til, siger Jørgen Juul Rasmussen i videoen, som TestaViva har produceret for at sætte fokus på tilbuddet til medlemmerne.

- Jeg vil gerne opfordre DEF-medlemmerne til at gå ind og kigge på det, ligesom jeg selv har gjort. Det er gratis og ser rigtig nemt ud, fortsætter Jørgen Juul Rasmussen.

På testiviva.dk er alt bøvlet fjernet for at gøre det så enkelt som overhovedet muligt at oprette og gemme juridiske dokumenter digitalt og sikkert. I langt de fleste tilfælde vil du kunne klare det hele selv via onlineplatformen, men har du behov for hjælp, eller har du spørgsmål, kan du som DEF-medlem oven i købet få op til fem timers juridisk rådgivning helt gratis.

Sådan gør du

Det eneste du skal gøre, er at gå ind www.testaviva.dk og følge instrukserne. Her kan du oprette testamente, ægtepagt, samejekontrakt eller begunstigelseserklæring. Du kan også tage en livescore-test og se, hvordan du er juridisk stillet i forhold til andre i samme livssituation.

Fakta om TestaViva

Din mulighed for nemt, sikkert og gratis at oprette testamente, ægtepagt, samejekontrakt og begunstigelseserklæring.

Du får automatisk besked, når dit liv har ændret sig, og f.eks. testamentet bør efterses - ligesom du altid kan opdatere alle dine dokumenter.

Det hele foregår digitalt, og dokumenter underskrives og sikres med NemID.

Arbejdernes Landsbank står bag samarbejdet med onlineplatformen testaviva.dk.

Er du medlem af Dansk El-Forbund, kan du oprette en bruger hos TestaViva og kontakte tjenesten på info@testaviva.dk eller 8862 6050, når du har brug for juridisk rådgivning.