DEF byder Synergi velkommen

Forbundsformændene for Dansk El-Forbund og Blik & Rørarbejderforbundet og direktøren i Tekniq er enige i, at energieffektiviseringer skal prioriteres i en kommende energiaftale

Der skal ”lyde et stort og varmt velkommen fra installationsbranchen til Synergi – det nye samarbejde mellem de centrale producenter Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool.”

JP screendump

Sådan skriver forbundsformændene for Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen og Blik & Rørarbejderforbundet Max Meyer sammen med adm. direktør i installatørernes organisation Tekniq Niels Jørgen Hansen i dag i et debatindlæg i Jyllands-Posten. De fire producenter i Synergi vil sætte fokus på energieffektiviseringer – ikke mindst i forbindelse med en kommende energiaftale – og de to formænd og direktøren slutter op:

”Den grønne omstilling skal gennemføres på den mest omkostningseffektive måde. Derfor er det heller ikke nok at fokusere på at producere energien grønt. Energibesparelser må og skal også prioriteres som en afgørende del af et kommende energiforlig,” skriver de blandt andet.

EU-krav

Formændene og Tekniq-direktøren gør opmærksom på, at Danmark i perioden 2006-2020 skal øge energieffektiviteten med 20 procent. EU's energieffektiviseringsdirektiv stiller desuden krav om, at alle medlemslande hvert år frem mod 2050 skal opnå nye energibesparelser på 1,5 procent om året:

”Det er mål, der blandt andet indfries via den eksisterende energispareordning, som regeringen nu ønsker at afvikle,” skriver Jørgen Juul Rasmussen, Max Meyer og Niels Jørgen Hansen og fortsætter:

”Men der skal sættes en anden ordning i stedet. Det er relevant for både nyt byggeri, renovering og industrien. Der er stadig store og afgørende energibesparelser at hente ved for eksempel installation af fjernvarme, varmepumper, vandbesparende armaturer samt intelligent styring af lys, varme, ventilation og energiforbruget i øvrigt.

Den grønne omstilling skal gennemføres på den mest omkostningseffektive måde. Derfor er det heller ikke nok at fokusere på at producere energien grønt. Energibesparelser må og skal også prioriteres som en afgørende del af et kommende energiforlig.”

Vigtigt budskab

Formændene og direktøren mener, at ”budskabet fra Synergi er vigtigt –  den grønne omstilling bliver for dyr, hvis vi ikke prioriterer energieffektiviseringer i en kommende energiaftale.”

Det nye samarbejde mellem Danfoss, Grundfos, Velux og Rockwool blev omtalt her på def.dk, da det blev offentliggjort den 19. marts.