DEF: Arbejdsugen er fortsat 37 timer

Forbundsformand Jørgen Juul Rasmussen maner misforståelser om systematisk overarbejde til jorden og svarer på spørgsmål fra medlemmerne på forbundets Facebook-side.

- 42 timers arbejdsuge? Det har vi altså ikke aftalt hverken i Industriens Overenskomst, Elektrikeroverenskomsten eller nogle af de andre overenskomster, vi har forhandlet.

Sådan lyder den klare udmelding fra forbundsformand i Dansk El-Forbund (DEF) Jørgen Juul Rasmussen i en længere kommentar på forbundets Facebook-side. Baggrunden er særligt ét emne, der er blevet flittigt diskuteret blandt medlemmerne på blandt andet Facebook. Det er den del af OK17, der handler om muligheden for systematisk overarbejde. I sin kommentar understreger forbundsformanden, at den opståede snak blandt flere medlemmer om en 42 timers arbejdsuge "beror på en misforståelse". Jørgen Juul Rasmussen fortsætter i indlægget:

- Lad mig slå det helt fast: Der er ikke ændret i arbejdstiden. Den er fortsat 37 timer. Der er ikke ændret i normalt forfaldende overarbejde, ud over at satsen er hævet, og p.t. betyder det på Elektrikeroverenskomsten, at der kan arbejdes over, uden det afspadseres efterfølgende. Der er end ikke ændret i reglerne om ugentligt varierende arbejdstid. Reglen om varierende ugentlig arbejdstid har været i overenskomsterne længe, og det kræver fortsat lokal enighed. Det nye er muligheden for planlagt overarbejde, det såkaldte systematiske overarbejde.

Og her er ændringen:

Arbejdsgiverne skal, hvis de har behov for ugentlig varierende arbejdstid, stadig først forsøge at opnå lokal enighed. Kan de ikke det, så kommer det nye: De kan varsle systematisk overarbejde i forlængelse af den normale arbejdstid og maksimalt 1 time om dagen. Det kan selvfølgelig give 37 timer + 5 overtimer = 42 timer i den uge, men modsat almindeligt overarbejde, så skal det systematiske afspadseres, og det skal ske inden for 12 måneder – og så bliver arbejdstiden jo tilsvarende kortere end 37 timer i en periode. Så der er ikke indført en 42 timers arbejdsuge – men nye muligheder for overarbejde, der skal afspadseres, og arbejdstiden er fortsat 37 timer, lyder det fra DEF-formanden.

Spørgsmål & Svar

Jørgen Juul Rasmussen benytter også lejligheden til at svare på konkrete spørgsmål fra medlemmerne på forbundets facebookside.

- På facebook er der medlemmer, som har stillet spørgsmål omkring overenskomsterne og arbejdstiden. Nedenfor er mine svar på nogle af de spørgsmålene.

Spørgsmål 1:

Jeg fatter ganske simpelt ikke, at I den 7. marts kan poste historien om, at "Travlhed presser elektrikeres sikkerhed og privatliv" for bagefter at bede os om at sætte arbejdstiden op. Hvordan pokker hænger det sammen?

Jørgen Juul Rasmussen:

Vi har IKKE aftalt at arbejdstiden skal sættes op, punktum. Samtidig anerkender vi, at det kan være nødvendigt med overarbejde, og den mulighed har altid eksisteret i overenskomsten. Det nye er, at arbejdsgiveren kan varsle overarbejde med 1 time om dagen for en fastlagt periode og disse timer skal afspadseres efterfølgende.


Spørgsmål 2:

Er der nogen tidsgrænse på, hvor lang den periode er, som de må køre det systematiske overarbejde. Og hvad er tillægget på?

Jørgen Juul Rasmussen:

Der må IKKE være tale om en permanent udvidelse af arbejdstiden med løbende afspadsering - det har arbejdsgiverne skrevet under på. Derfor skal der være et behov og en fastlagt periode. Afspadseringen skal være afholdt inden 12 mdr., og der skal betales overtidssats.


Spørgsmål 3:

Hvad med os med børn, hvordan skal vi nå at hente børn?

Jørgen Juul Rasmussen:

Det er aftalt, at der skal varsles med 4 dage inden overarbejdet skal udføres, samt at der er en begrænsning på 1 time om dagen.


Spørgsmål 4:

Hvor fedt er det at blive tvunget til at arbejde over og så også blive tvunget til at holde fri? Der er sgu ingen, der skal bestemme over min tid, ud over de faste 37 timer fra 7 morgen 15.30 mandag til torsdag og 7-12 om fredagen, men hvis min chef er presset, er han velkommen til at spørge, og så finder vi sgu nok også ud af det.

Jørgen Juul Rasmussen:

Jeg er enig i, at man de fleste steder faktisk får talt om tingene. Sådan bør det også være. I forhold til systematisk overarbejde, er arbejdsgiveren forpligtet til at tage en dialog med de ansatte, og hvis ikke man kan aftale det, så kan arbejdsgiveren varsle systematisk overarbejde på 1 time om dagen for en fastlagt periode, og afspadseringen skal varsles med mindst 6 x 24 timer.


Spørgsmål 5:

Det kan da godt være, vi har fået 2 % på en fritvalgskonto, men hvornår skal vi få tid til at bruge det?

Jørgen Juul Rasmussen:

I forhold til systematisk overarbejde vil der netop være perioder, hvor der skal afspadseres. Det skal ske inden 12 måneder og i hele dage. Når det gælder frit-valgskontoen, er anvendelsen op til dig inden for de rammer, der nu er sat om brug til børneomsorgsdage, seniordage eller pension.  Det er dit valg, men frihed skal naturligvis, som altid, aftales med arbejdsgiveren.


Spørgsmål 6:

Systematisk overarbejde skal afspadseres inden for 12 måneder. Hvad så, hvis man bliver fyret inden da?

Jørgen Juul Rasmussen:

Systematisk overarbejde skal være afviklet, inden opsigelsesvarslet træder i kraft.

Så spørger jeg måske dumt. Men hvad med alle de virksomheder, hvor der ikke er nogen TR eller talsmand?

Jørgen Juul Rasmussen:

Systematisk overarbejde skal aftales med tillidsrepræsentanten, og kan ikke aftales med den enkelte elektriker.


Spørgsmål 7:

Skal lærlinge også stemme?

Jørgen Juul Rasmussen:

Ja, når de er medlem af forbundet. I overenskomsten er der særlige forhold for lærlinge. I den ny overenskomst løftes lønnen 1,7 procent hvert år, der kommer 2 procent ekstra på fritvalgskontoen, og lærlinge over 20 år får indbetaling til pension. Endelig er der bedre praktikmuligheder.


Spørgsmål 8:

Hos os har vi perioder, hvor vi har travlt, og perioder med mindre travlt. Tror det er meget generelt. Men set ud fra det, så vil mester vel have muligheden for at "tvinge" os til overarbejde i de travle perioder, og så får vi besked på at afspadsere i de mindre travle perioder? Bare det scenario jeg ser, der kan opstå. Jeg har intet imod at tage noget overarbejde, når behovet opstår, men min fritid vil jeg selv råde over. Det er ikke noget, jeg mener, mester skal have ret til.

Jørgen Juul Rasmussen:

Systematisk overarbejde burde måske hedde "planlagt overarbejde". For det første skal arbejdsgiveren først tage en drøftelse med tillidsrepræsentanten. For det andet: Er der ikke enighed, så er der regler for varslingen af både overarbejdet og afspadseringen.