De fede dage er tilbage på Arbejdermuseet

Fra den 9. september er der mulighed for at (gen-)opleve 1970’erne

screendump Arbejdermuseet

Nogle har aldrig oplevet dem, for andre er de forsvundet i glemslens (hash-)tåger, og for atter andre var 1970’erne det årti, der skabte baggrunden for et livslangt forløb i eksempelvis kultur, politik, fagbevægelse eller arbejdsmiljøindsatsen. Og meget kan siges om 70’erne, men kedelige var de ikke.

Kedeligt bliver det sikkert heller ikke på Arbejdermuseet, der ifølge en pressemeddelelse i dagene 9.-25. september ’sætter fokus på 1970’erne med foredragsmaraton, chilensk aften, fede plakater og nostalgisk 70’er-mad’. Det sker under titlen Golden Days festival, som hylder et årti med oprør: ungdomsoprør, kvindeoprør, oprør mod kapitalismen.

Festivalen omfatter blandt andet et foredragsmaraton, en chilensk aften – hvor man eksempelvis erindres om, at der også var en 11. september før den i 2001 – og en plakatudstilling. Det hele kan garneres med mad i museets restaurant, Cafe & Ølhalle”1892”, der serverer en tre retters 70’er-menu med rejecocktail, lørdagskylling og henkogte frugter.

Arrangementet på den chilenske aften kræver entré, men den normale entrépris på kr. 75, slipper man for, når man er medlem af Dansk El-Forbund: Medlemmer har gratis adgang med ægtefælle/samlever og børn.