Brevpause – men AT-påbud gælder straks

Offentlige myndigheder holder pause med digital post, men det har ikke opsættende virkning på reaktioner

at-reaktioner mar 22

Arbejdstilsynet (AT) – og alle andre offentlige myndigheder – indledte i går en fem-dages pause i udsendelsen af digital post. Når virksomheder har haft tilsynsbesøg, vil de i disse dage ikke modtage afgørelserne på skrift.

Men det betyder ikke, at virksomhederne slipper for at følge eventuelle forbud eller strakspåbud, der udstedes mundtligt ved et besøg. Virksomhederne skal med det samme følge op på disse reaktioner, fortæller AT på sin hjemmeside.

Indtil nu har AT i 2022 afgivet 69 reaktioner til bygge- og anlægsområdet elinstallation. Heraf er de 58 strakspåbud, og der er nedlagt et forbud. Risiko for ulykker er det problem, der har fået de fleste reaktioner.

Når myndighederne lukker for den digitale post, skyldes det overgangen til ’ny Digital Post’. Lukningen varer frem til på mandag. Lukningen påvirker ikke virksomhedernes muligheder for at melde tilbage eller klage, men AT kan først fra på mandag se – og tage stilling til – klager og anmodninger om forlængelser af frister.