Bliv mere klar til klimakravene

Hvad ved du og din virksomhed om kommende klimakrav til byggeriet? Forskere beder om hjælp – hurtigt!

spørgeskema BUILD

Fra 2023 vil der blive indført nye klimakrav i bygningsreglementet. Men hvor meget ved man egentlig om dette i virksomhederne på området – og hvordan kan eksperterne bedst hjælpe branchen med at blive klar til at leve op til kravene?

Det er forskere fra BUILD, der er et institut for byggeri, by og miljø ved Aalborg Universitet, der meget gerne vil have svar på disse spørgsmål. Og det skal ske hurtigt: Sidste svarfrist på et spørgeskema med i alt 14 spørgsmål inden for fem områder er allerede søndag den 13. marts.

Det er spørgsmål som:

  • Har du hørt om disse krav?
  • Ved du hvilken betydning disse krav får for din virksomhed?
  • Forventer du, at disse krav får en betydning for din virksomhed?
  • Forventer du, at disse krav får en betydning for dine arbejdsopgaver?

Der er også spørgsmål om livscyklusvurderinger og kompetencer i virksomheden i den forbindelse. Det hele handler altså om at gøre virksomheder – og medarbejdere – på byggeområdet mere klar til at leve op til kommende krav, så ved at svare på spørgsmålene hjælper man ikke kun forskerne, men også sig selv, hvis man arbejder i byggeriet.