BAT: Regeringen slækker på kontrollen med sikkerhed og sundhed

Venstre skærer igen i Arbejdstilsynets kontrol med sikkerhed og sundhed i 2017 – det sker efter, at selvsamme regering i 2016 fjernede over 100 årsværk fra Arbejdstilsynet

Pressemeddelelse screendump BAT

Pressemeddelelse fra BAT-kartellet:

Hvordan kan Venstre tale om behovet for flere gode job og bedre velfærd den ene dag og skære massivt ned på kontrollen med sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne den næste dag?

– Nedskæring i Arbejdstilsynets kontrol med arbejdsmiljøet giver ikke mening, lyder meldingen Søren Schytte, formand for arbejdsmiljøudvalget i byggefagene i BAT.

– Mange af vores kolleger i byggeriet har i forvejen svært ved at holde frem til alderen for efterløn eller pension. Vi har brug for effektiv kontrol med sikkerhed og sundhed, tilføjer Søren Schytte.

Regeringens forslag til finanslov for 2017 er hård kost. Midlerne til Arbejdstilsynets tilsyn falder fra 279,4 mio. i 2016 til 243,6 mio. i 2017[1].

Omregnet til årsværk beskæres hele Arbejdstilsynet med 61 årsværk svarende til et fald på 9%.

For at gøre ondt værre sker reduktionen blandt det personale, der fører tilsyn på arbejdspladserne. Regeringen skærer rundt regnet 65 årsværk på det område, der fører tilsyn.

Det er ufint, når Arbejdstilsynet netop er sat i verden for at stoppe farligt arbejde på landets arbejdspladser. At fjerne 65 årsværk på tilsyn svarer til en fald på næsten 16%.

– Vi er vidne til et historisk lavpunkt. Mens Arbejdstilsynet havde en bemanding på 810 årsværk i 2008[2], så kommer vi med regeringens udspil ned på 606 årsværk i 2017[3]. Det svarer til et fald på ikke mindre end 25 %.

– Regeringens politik er ikke til at forstå for helt almindelige, hårdtarbejdende danskere, der holder hjulene i gang i byggeriet, lyder meldingen fra BAT.

BAT foreslår, at regeringen sadler om.

– Vi krydser fingre for, at DF og andre kan tale Venstre til fornuft, siger Søren Schytte.

BAT appellerer til, at man finder ekstra midler til Arbejdstilsynet, både til kontrollen med dårligt arbejdsmiljø og til at styrke indsatsen mod social dumping.

 

Baggrundsdata om BAT

BAT = BAT-kartellet = Bygge, Anlægs- og Trækartellet, se www.batkartellet.dk

BAT er en faglig samarbejdsorganisation for syv LO-forbund med medlemmer i bygge- og anlægsbranchen (3F, Dansk El-Forbund, Malerforbundet i Danmark, Blik- og Rørarbejderforbundet, Dansk Metal, HK/Privat samt Teknisk Landsforbund)

BAT repræsenterer via de syv forbund over 90.000 erhvervsaktive medlemmer


[1] Jf. §17.21.01 i Forslaget til finanslov, tabel 6 ”specifikation af udgifter per opgave”

[3] Jf. §17.21.01 i Forslaget til finanslov, tabel 8 ”personale”