Arbejdsmiljøorganisationen – MED

Samarbejdet om sikkerhed og sundhed på arbejdspladserne i Danmark er beskrevet i Arbejdsmiljølovens kapitel 2,  "Samarbejde om sikkerhed og sundhed". 

Lidt anderledes er samarbejdet i regionerne og kommunerne, der har man samlet samarbejde og sikkerhed og sundhed i et organ, nemlig MED samarbejdet, hvor både arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsrepræsentanter er repræsenteret for medarbejdersiden i samme udvalg. 

For dem der arbejder i off-shore branchen, er der særlige regler, som er beskrevet i off-shore sikkerhedsloven.

Læs mere om samarbejde-sikkerhed og sundhed her: 

Arbejdsmijøorganisation (AMO) – MED
AMO

Der står i bekendgørelse om samarbejde, sikkerhed og sundhed, at hvis der er 10 eller flere ansatte i virksomheden, så skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed foregå i en arbejdsmiljøorganisation (AMO). 

AMO skal bestå af 1 eller flere valgte arbejdsmiljørepræsentanter og 1 eller flere arbejdsledere. 

Når virksomheden har 35 eller flere ansatte skal AMO være i flere niveauer. Det vil sige, at der skal være et overordnet arbejdsmiljøudvalg og et antal arbejdsmiljøgrupper på lokationer eller i forskellige afdelinger.. 

AMO skal  varetage både de daglige og de overordnede opgaver vedrørende sikkerhed og sundhed. 

Begreber / opgaver i AMO: 

  • Den Årlige drøftelse - AMO skal hvert år gennemføre en arbejdsmiljødrøftelse, hvor de tilrettelægger samarbejdet om sikkerhed og sundhed for det kommende år 
  • Nærhedsprincippet - Det skal være nemt at komme i kontakt med sin AMR, antallet af
  • AMR i virksomheden, tid til at kunne udføre arbejdsopgaver tilfredsstillende 
  • Supplerende uddannelse - AMR skal tilbydes 1,5 dags efteruddannelse hvert år. Som nyvalgt skal du have den lovpligtige uddannelse inden for 3 måneder og yderligere 2 dage inden for første år 
  • Kompetenceudviklingsplan - Arbejdsgiveren skal hvert år sørge for, at der ud fra virksomhedens behov laves en kompetenceudviklingsplan for AMO, så AMOs kompetence vedligeholdes konstant 
  • Strategisk arbejdsmiljø - I AMO skal ledelsen og AMR i samarbejde om det strategiske arbejdsmiljø, her menes det overordnede og fremadrettede og forebyggende arbejdsmiljøarbejde 
  • Operationelt arbejdsmiljø - her menes der de daglige opgaver, der udføres af AMO, som at sikre at arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige

Særligt i byggeriet - Arbejder der 5 ansatte eller flere på en byggeplads eller andre midlertidige skiftende arbejdssteder i mere end 14 dage, skal der oprettes en arbejdsmiljøorganisation på arbejdsstedet. 

Læs mere om samarbejde i AMO i links nedenfor 

MED-samarbejdet

I kommunerne og regionerne er samarbejde og arbejdsmiljø forenet i MED-samarbejdet.  Det vil sige, at både TR og AMR er en del MED samarbejdet, det er TR som varetager næstformandsposterne, men i alle MED udvalg er der faste "grønne" pladser til arbejdsmiljøet. 

Organisationen i MED er at øverst er der et Hoved MED, og så er der flere lag i MED strukturen alt efter, hvor stor en kommune eller region er. 

Derudover har kommunerne og regionerne et uformelt samarbejde, som kaldes TRIO samarbejdet.  

Det er et uformelt samarbejde, hvor leder, AMR og TR mødes og taler om de udfordringer, der opstår ude på deres arbejdsplads, for elektrikernes vedkommende kunne det f.eks. være i en teknisk afdeling. 

Læs mere om MED samarbejdet i linkene nedenfor her: 

Offshore

Sikkerheds- og sundhedsarbejde ved offshore olie- og gasaktiviteter mv. skal varetages gennem samarbejde mellem henholdsvis operatøren, ejeren, øvrige arbejdsgivere, arbejdslederne og de øvrige ansatte. Samarbejdet skal være organiseret senest 4 uger efter, at anlægget er taget i brug.

Hvor henholdsvis operatøren og ejeren er arbejdsgiver for 10 eller flere ansatte, der arbejder på et eller flere anlæg, skal samarbejdet om sikkerhed og sundhed på henholdsvis operatørens og ejeren anlæg organiseres i en sikkerhedsorganisation

Når man skal opgøre antallet af ansatte på et eller flere anlæg, skal alle udover virksomhedsledere, anlægschefen og de, der har arbejdslederfunktion, medregnes. 

Offshore er der også den forskel, at man der stadig vælger en sikkerhedsrepræsentant, og at denne så også sidder i sikkerhedsudvalget. Sikkerhedsorganisationens opgaver og funktion handler primært om at medvirke til at skabe rammerne for gode sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold på anlægget.    

Sikkerhedsorganisationen har både strategiske og operationelle opgaver. Med strategiske opgaver menes de overordnede, planlæggende, fremadrettede og koordinerende opgaver, og med operationelle opgaver menes de daglige opgaver.

Læs mere om offshore sikkerhedsorganisationen i linket nedenfor: