AMU-kataloget for 2019 er på gaden

Årskataloget for efteruddannelse i el-branchen er fyldt med både velkendte og nye kurser målrettet elektrikerne

El-branchens kursuskatalog udkommer digitalt hvert kvartal og giver et detaljeret overblik over erhvervsskolernes udbud af AMU-kurser for elektrikere.

Normalt bliver årskataloget udgivet lige før nytår, men i 2018 blev hele AMU-udbuddet for elektrikere gennemgået, og det nye kursusudbud var derfor først på plads i januar 2019 - og skolerne kunne først oprette deres udbud derefter. Derfor er årskataloget i år blevet noget forsinket, men nu er det ikke desto mindre klar til brug, og Dansk El-Forbund opfordrer alle medlemmer til at bruge deres overenskomstsikrede ret til efteruddannelse.

I AMU-kataloget for 2019 kan du blandt andet dygtiggøre dig i relevante love, bekendtgørelser og standarder, når det gælder den nye elsikkerhedslov, som efter en 2-årig overgangsordning træder i kraft d. 1. juli i år.

Du kan også tilmelde dig kurser i arbejde på eller nær spænding eller opdatere dig fagligt i alt fra dimensionering, måleteknik og fejlfinding til kvalitetssikring, programmering eller projektering. Eller måske har du lyst til at blive en endnu bedre læresvend for dine elektrikerlærlinge. I elbranchens kursuskatalog er der masser af muligheder. Tilmelding til kurserne skal ske via efteruddannelse.dk. Du finder de enkelte kurser ved at søge på kursusnummeret, som du kan se i kursuskataloget.  

Tilskud til alle AMU-kurser

Elbranchens Kompetenceudviklingsfond yder i 2019 tilskud til AMU-kurser på el-området og til akademimoduler. Du kan læse mere om mulighederne for at få tilskud, herunder hvilke kurser der kan søges om tilskud til, på evu.dk.

Gå direkte til AMU-kataloget for 2019 HER.