79.000 kroner ekstra på pensionskontoen

Medlemmer af Dansk El-Forbund med pensionsordning i PensionDanmark kan glæde sig over, at opsparingen er vokset markant i 2016

De fleste elektrikere har via overenskomsten deres pensionsordning i PensionDanmark. De kan nu glæde sig over et indbringende år 2016. Det typiske medlem med pension i PensionDanmark har i det forgange år fået 79.000 kr. ekstra ind på pensionskontoen, oplyser pensionsselskabet i en pressemeddelelse. 

2016 har været et indbringende år for elektrikere med pensionsordning i PensionDanmark. Foto: Colourbox

Et medlem, der gik ind i året med en pensionsopsparing på 540.000 kr., kan konstatere, at pensionsopsparingen i 2016 er vokset til 619.000 kr. Pensionsindbetalingerne udgør 41.000 kr., mens forrentningen af PensionDanmarks investeringer giver det typiske medlem 38.000 kr.

- For et typisk medlem betyder det, at pensionskontoen er vokset med i alt 15 pct. i 2016. Det skyldes pensionsindbetalinger, der er aftalt i overenskomsterne, og det skyldes et rigtig godt investeringsafkast, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Hvordan ser det ud med din opsparing?

Tallene herover er for et typisk medlem og kan variere. Af pensionsindbetalingerne er 297 kr. anvendt til administrationsomkostninger, ca. 2.200 kr. gik til forsikringer, mens resten er gået ind på pensionsopsparingen. Du kan tjekke din egen pensionsopsparing ved at logge ind på pension.dk.