2016 sluttede med bedre uddannelsestal

I alt steg antallet af uddannelsesaftaler med over 18 procent i forhold til året før

Udd-aftaler

I december blev der indgået 166 nye uddannelsesaftaler på elektrikerområdet. Det bringer årets samlede antal nye aftaler op på 1940.

Tallet fremgår af den seneste praktikpladsstatistik fra Undervisningsministeriet. I 2015 blev der indgået 1641 nye aftaler. Altså en forskel på 299 svarende til en stigning på 18,2 procent.

Af de 1940 aftaler i 2016 var de 630 korte svarende til 32,5 procent. I 2015 blev der indgået 603 nye, korte aftaler svarende til 36,74 procent. Selv om der er indgået flere korte aftaler i 2016 end i 2015, er andelen af disse aftaler altså faldet.

Antallet af igangværende aftaler var i december 2016 på 3.740. Også dette tal er højere end det tilsvarende fra året før, hvor det var 3.533.

Desværre kan det samme også siges om antallet af praktikpladssøgende. I december 2016 var tallet 229, mens det et år tidligere var 216.