Volvo Amazon – nu som elbil

Studerende brugte 740 timer på eksamensprojekt: Nu kører bilen med batterierne på slæb

Amazon som el-bil

Måske må også veteranbils-entusiaster snart overgive sig til el-bilen. I hvert fald er det lykkedes fire studerende ved Volvogymnasiet i Skövde at ændre en Volvo Amazon fra 1965 til en elbil, der faktisk kan køre.

Det er det svenske netmagasin nyteknik.se, der fortæller historien, og de studerende har også lagt en hel række videoer om projektet på Youtube. De gennemførte projektet som led i en eksamensopgave, og det tog dem 740 timer.

Og som man kan se på videoerne, endte det med, at bilen faktisk kom ud at køre – godt nok med de 750 kilo tunge, konventionelle blybatterier anbragt på en trailer, der blev spændt på bilen, men alligevel …

Kapaciteten lader også en del tilbage at ønske, og en af de studerende fortæller, at hvis man i stedet anbragte lithium-ion-batterier i motorrummet og der, hvor benzintanken er placeret, vil den mindst blive fordoblet. Rækkevidden er ikke testet, men den anslås at være et par svenske mil svarende til cirka 20 kilometer, og tophastigheden på en grusvej er målt til 60 kilometer i timen.

Der er også fortsat visse problemer med bilens computer, så en serieproduktion er ikke umiddelbart forestående. Men faktisk har de fire studerende ændret konstruktionen uden at bore så meget som et eneste hul i chassiset, så bilen kan forholdsvis nemt bringes tilbage til sin oprindelige stand.

De studerende mener, de ikke har ødelagt en Amazon: De har udsat den for en mild modifikation.