LED kan medføre ny beskrivelse af lys

Udviklingen er løbet fra Ra-indekset, og tal er i det hele taget for fattige, når det handler om udtryk for lysets kvalitet, mener forskere på DTU

sollys

Med LED-teknologien er der opstået behov for en ny måde at vurdere og beskrive og lys på. Det mener DTU-forskere, som argumenterer for, at tiden er løbet fra ’lys-målinger’ og det hidtil anvendte Ra-indeks.

Ra er et farvegengivelsesindeks, der udtrykker, hvor godt en belysningskilde er balanceret i lysfarvemæssig henseende, og der opereres med en talmæssig skala, hvor 100 er det højest mulige, som findes i sollyset. Systemet bygger på, glødepæren – og dagslyset – giver den bedste farvegengivelse, men med LED-teknologiens fremkomst er der startet en verdensomspændende diskussion af Ra-indeksets berettigelse, fremgår det af en artikel på DTU’s hjemmeside.

LED kan designes ganske præcist til forskellige formål, og måske netop fordi, lyset passer til netop et særligt formål, kan det få en lav Ra-værdi, selv om det det i situationen faktisk har en høj værdi. Spørgsmålet er derfor, hvor relevant Ra-indekset er.

Derfor diskuteres mange steder en mulig afløser, men på DTU mener seniorforsker Carsten Dam-Hansen og projektleder Anders Thorseth, at der er brug for helt nye måder at beskrive lyset på: Tal er for fattige.

De to forskere mener, at hverken er industrien eller forskerne skal bestemme, hvad der er godt lys. Det skal derimod forbrugerne, og det er en misforståelse, at man hjælper forbrugerne ved at stille strenge krav til industrien om kun at levere LED-lys med høj minimum-score på Ra-indekset.

– Min vision er, at vi begynder at italesætte lyset på en ny måde. Vi kunne starte med at sætte ord på, som har en reference, som forbrugerne forstår her i Norden f.eks. den blå time, skumring eller efterår, siger Anders Thorseth i artiklen på DTU’s hjemmeside.