El-installation scorer yder-point i smileyordning

Arbejdsmiljøet på el-arbejdspladser er en (lille) smule bedre end gennemsnittet målt på tildelingen af smileys fra Arbejdstilsynet

Lidt flere af de bedste og lidt færre af de dårligste – og ellers forholdsvis gennemsnitlig. Sådan ser den øjeblikkelige arbejdsmiljøsituation ud for området ’el-installation’, når den måles på tildelingen af smileys fra Arbejdstilsynet (AT).

at-smiley el

AT opererer med fire kategorier af smileys: Krone, grøn, gul og rød. I førstnævnte kategori har virksomheden et arbejdsmiljøcertifikat og har gjort en ekstraordinær indsat for arbejdsmiljøet, i den grønne har AT ikke fundet noget at komme efter, i den gule har virksomheden fået et strakspåbud, et påbud eller et påbud med frist, og i den røde er der faldet et forbud og/eller et påbud om at få rådgivning.

AT arbejder med forskellige branchegrupper, og der kan befinde sig elektrikere i flere af dem. Men mest overvejende findes de i ’el-installation’, og denne gruppe klarer sig en smule bedre end gennemsnittet, hvis man måler ud fra tildelte smileys.

65 kroner

I alt optræder der i øjeblikket 87.855 virksomheder i AT’s ’smiley-register’, og af dem er 1.224 (1,4 procent) fra el-installation. Virksomheder med gule og røde smileys bliver vist i mindst et halvt år på arbejdstilsynet.dk.

Generelt har 3.823 (4,4 procent) af alle optrædende virksomheder fået en kronesmiley, mens det gælder 65 svarende til 5,3 procent af el-virksomhederne. El-installation har altså forholdsvis pænt flere arbejdsmiljøcertificerede virksomheder.

Mere gennemsnitligt ser det ud med de grønne smileys. Generelt er der 78.886 (89,8 procent) af denne type, og el-installation har 1.081 (88,3 procent) af den slags virksomheder.

5 af de røde

Antallet af virksomheder med ’sure’ gule smileys er generelt 4.602 (5,2 procent), og for el-området er tallet 71 (5,8 procent). Altså forholdsvis lidt flere af de sure til installatørerne, men det ser igen bedre ud, når det gælder de slemme røde: Generelt er der faldet 544 (0,6 procent) røde smileys, og el-installation har fået 5 svarende til 0,4 procent.

De 5 røde smileys gælder i de fleste tilfælde påbud om at standse arbejdet i forbindelse med risiko for fald til lavere niveau samt strakspåbud i forbindelse med fald, snublen, løft og håndværktøj samt arbejdspladsvurdering. I en af virksomhederne faldt der et forbud mod at fortsætte arbejdet og fire strakspåbud.

I langt de fleste tilfælde har AT ved genbesøg konstateret, at ordrerne er blevet efterkommet.