Glødepæren på vej mod comeback?

Mandag den 18.01.2016

Forskere i USA fortæller om gennembrud i forskning i energi-udnyttelse

Nyheden på MIT's hjemmeside

Rygterne om glødepærens død kan vise sig at være stærkt overdrevne. I hvert fald fortæller Massachusetts Institute of Technology (MIT), at det er lykkedes at udvikle en glødepære, der matcher de moderne LED-pærer med hensyn til energi-effektivitet.

Glødepærerne har været elsket – og nu savnet – af mange på grund af deres lysmæssige kvaliteter med den varme glød. Men problemet er, at kun 2-3 procent af elektriciteten omdannes til lys, mens resten forsvinder som varme.

LED-pærerne omdanner væsentligt mere – mellem fem og 20 procent – og det er baggrunden for, at der mange steder verden over er indført krav om udfasning af de traditionelle glødepærer. Den gode nyhed for glødepære-tilhængerne er, at MIT-forskerne har udviklet en prototype på en glødepære, hvor energiudnyttelsen er på 6,6 procent – en fordobling af den tidligere effektivitet og et niveau på højde med visse LED-pærer.

I teorien kan effektiviteten i de nye glødelamper komme op på 40 procent, forlyder det fra forskerholdet på MIT. I så fald er der virkelig lagt op til et comeback.

Nøglen ligger i at skabe en to-trins proces, rapporterer forskerne. Den første fase omfatter en konventionel opvarmet metaltråd med alle dens medfølgende tab. Men i stedet for at lade spildvarmen spredes i form af infrarød stråling, opfanger sekundære strukturer, der omgiver glødetråden, denne stråling og reflekterer den tilbage til glødetråden, hvor den skal re-absorberes og re-emitteres som synligt lys.

Resultaterne af forskningen ventes også at kunne bruges i andre sammenhænge, men præcist hvordan er det for tidligt at konkludere, siger MIT. Man kan læse mere om projektet på MIT’s hjemmeside.